Stikkord: Arne Mogan Olsen

  • Jeg tenker på det med Berger kirke og Ytre Arna kirke igjen

    berger kirke

    http://no.wikipedia.org/wiki/Berger_kirke

    ytre arna kirke

    http://no.wikipedia.org/wiki/Ytre_Arna_kirke

    PS.

    Og det var jo sånn, at det bodde en gutt fra Bergen, som het Arve, men ble kalt ‘Bergen’, på Berger.

    Og da lurte jeg på det, som jeg har skrevet om på bloggen tidligere, om han hadde forvillet seg inn i Ytre Arna kirke, som barn.

    Hvem vet.

    Men Christell sa jo også noe om dette.

    Det var en gang, at jeg sa det, at jeg skulle si noen alvorsord, til faren min, om et eller annet da, (som jeg har glemt hva var nå. Men men).

    Og da sa Christell, flere ganger, ‘Hvorfor drikker Jeppe, Erik’.

    Og det var antagelig noe Christell hadde lært om på ungdomsskolen i Svelvik.

    Så det her var vel et av de første åra jeg gikk på videregående.

    Kanskje da jeg var 17 år, eller noe.

    Og søstra mi, Pia, (som ikke sa noe kommentar om det her), var sånn 15-16.

    Og Christell var sånn 15 da.

    Noe sånt.

    Og da tolka jeg jo det diktet.

    Og det viste seg det, at det var sånn, at ‘Degnen’ gjorde Jeppe til ‘hann-rei’.

    Og det betydde visst noe sånt, som at Mor Nille, (eller Haldis da, i dette tilfellet), stod i med kirketjeneren, eller om det var klokkeren.

    Men jeg kunne ikke huske det, at det bodde noen kirketjener på Berger.

    Men kanskje hu mente en som ble kalt ‘kappelan’, som vi hadde til konfirmasjons-undervisning?

    Som ble sur når jeg sa jeg skulle gå på plikt-besøkene i kirken, hos mora mi i Larvik, (hvor vi pleide å leike kappe-land, oppe ved Bøkeskogen der, når vi bodde hos noen folk der en ukes tid, før vi skulle flytte inn i et nytt hus i Jegersborggate, i Larvik).

    (Men det fikk jeg aldri gjort.

    Det ble litt for ‘prosjekt’.

    Men jeg husker at jeg var i Berger kirke, en gang, ihvertfall.

    Selv om jeg dukka opp litt i seineste laget vel.

    Men ihvertfall ganske på starten på gudstjenesten, vil jeg si.

    Men men).

    Da ble han kappelan’ litt sur, kanskje fordi han ikke likte at foreldra mine var skilt?

    Hvem vet.

    Konfirmert ble jeg ihvertfall til slutt.

    Som de fleste andre i klassen.

    (Untatt Geir Arne og Ditlev vel.

    Men men.

    Som kasta isklump på handleposen min, fra Prima, sånn at sitronkaka jeg hadde kjøpt, til å ha med opp til Skjellsbekk, på konfirmasjonsmøte hos dem,(hos Ole i klassen), fikk merke i seg.

    (Fordi Ole sa, på skolen, at alle måtte ta med masse kake, osv., på det møte i leiligheten, eller rettere sagt huset, (på Øvre, på Bergeråsen), til foreldra hans da).

    Men men).

    Mer da.

    Jo, så om da Haldis hadde en klokkervenn i Ytre Arna?

    Og sneik seg ned til rundt der hvor Lene Andersen og dem bodde, om kvelden eller natta da.

    For dem bodde vel kanskje i presteboligen, tenker jeg nå.

    I den gamle presteboligen kanskje.

    Det var kanskje faren til Lene Andersen, som Haldis tulla med da.

    Det var vel litt rart kanskje, at han skulle dø, året etter, at Christell sa det her.

    Faren til Lene Andersen, han døde, skoleåret 1987/88, mener jeg.

    Og da sa søstra mi, at det gjorde ikke noe for Lene Andersen, for hu var så glad i å gå med svarte klær.

    Så her kan søstra mi ha tolka dette Christell sa, om hvorfor Jeppe drikker, sammen med noe ‘mob’ hu var i.

    Også har dem kommet til det samme som meg.

    At Christell mente det, at Haldis tulla med faren til Lene Andersen.

    Også har dem kverka han da.

    Det var stygge greier.

    Hvordan mob er dette?

    Jeg tror at søstra mi og faren min, er med i den moben.

    Og kanskje Christell og.

    Det var mystisk.

    Lene Andersen gikk jo i klassen min, og jeg husker det, at hu ble vel litt ugle-sett nesten da, når faren hennes døde.

    For det var ikke vi 17-åringene vant til, at en av våre jevnaldrende, mistet en av foreldrene sine.

    For foreldrene våre var jo da ofte bare i slutten av 30 eller begynnelsen av 40-åra.

    Så han var nok i 40-åra da han døde, han faren til Lene Andersen.

    Og det kan ha vært mord, tenker jeg nå.

    Siden at søstra mi antagelig har sagt det her videre.

    Det Christell sa til meg, om faren min, som hu kalte Jeppe da, når hu spurte hvorfor han drakk.

    Så her er det noe veldig utspekulert mob/mafia, vil jeg si.

    Kanskje illuminati, som søstra mi og faren min er med i.

    Eller noe ku klux klan-aktige greier kanskje.

    Hm.

    Hvem vet.

    Vi får se.

    Hvis ikke så kan jo Haldis ha dratt til Klokkarstua, hvor det også var kirke, som jeg har skrevet om før.

    Hvor min mors foreldre bodde, på begynnelsen av 70-tallet, i nabohuset til kirken, hvis jeg husker riktig.

    Men det er kanskje ikke noe snilt, å spøke mer om dette nå.

    Siden dette muligens er knyttet til at han faren til Lene Andersen, som jeg tror het Arne Andersen, døde, på 80-tallet.

    Det er mulig.

    Hvem vet.

    Og Haldis mente kanskje at faren min var litt bøg, siden hu dro til Ytre Arna?

    Faren min heter jo Arne, mener jeg.

    Så det var vel kanskje litt uhøflig av Haldis, (ifølge det Christell sa).

    Så nå kan jo jeg si det, (for tull), at Christell har sagt det, at faren min er litt bøg/homo.

    Men men.

    (Selv om jeg egentlig ikke skulle tulle mer med det her).

    Men det er jo en del år siden 80-tallet nå da.

    Men men.

    Jeg får se om jeg klarer å skjerpe meg.

    Vi får se.

    Mvh.

    Erik Ribsskog

    PS 2.

    Så da må det vel bli sånn.

    At det Christell sa.

    At det betydde noe sånt.

    At faren min drakk.

    Fordi at Haldis var sur.

    For hu var lesbisk.

    Og dro derfor til Ytre Arna, for å signalisere det, at hu ville at faren min skulle bytte kjønn, og bli til Arna istedet for Arne, og få seg ihvertfall ytre (jeg vet ikke om jeg kan skrive det ordet).

    Men men.

    Så faren min drakk fordi Haldis var lesbisk og tulla med en klokker for å prøve å få faren min til å bytte kjønn.

    Noe sånt.

    Det var vel kanskje litt spesielt, at Christell skulle si det her.

    Men sånn er det med den ungdomsskolen i Svelvik, at de lærer elevene ganske mye rart.

    Men men.

    Norsklærerne smiler nok fælt, (inni seg), fra øre til øre, når de (tulle-)lærer bort dette diktstykket, (om drikk og hor), til de unge elevene, som ikke skjønner noen ting sikkert.

    Så sånn er nok det.

    Så vi får se hva som skjer.

    Vi får se.

  • Jeg prøver å finne ut mer om den tegneboka i kristendom, som vår klasseforstander Allum, konfiskerte, i 4. klasse, eller hva det var

    stadheim sand

  • Mer om Baroniet Strømm

    baroniet strømm

    PS.

    Nå tenkte jeg på det, at jeg var jo mye på verkstedet til farfaren min, Strømm Trevare, og pakka skruer osv.

    Og jeg skøyt med spikerpistoler innpå der, om kvelden, når faren min og onkelen min hadde gått hjem.

    (Etter at farfaren min var død da).

    Og jeg kjørte også med jekketralle rundt innpå der.

    Og jeg har jo bruksretten, til huset til Ågot og Øivind.

    Men en som heter Lersbryggen eier tomta.

    Men vi etter farfaren min, Øivind Olsen, vi har jo da bruksretten.

    Og da mener jeg, at siden jeg har bruksretten til huset.

    (Eiendomsretten følger nok da kanskje bruksretten, når det er andre som eier tomta?).

    Så burde verkstedet følge med og.

    Og hagen til huset, (hvor jeg pleide å spille fotball).

    Og jordet til Lersbryggen, hører jo også til eiendommen.

    Der pleide faren min å brenne bråte, (av en eller annen grunn).

    Og han murte også skroget til en havseiler, på det jordet.

    Og jeg pleide å fange humler, (på det jordet til Lersbryggen), når jeg var enda mindre.

    (For onkel Håkon og dem, sa vi kunne gjøre det da.

    Og farmora vår ga oss noen tomme syltetøyglass da.

    Og onkel Håkon sa vi skulle spikre hull i lokket, sånn at humlene kunne puste).

    Så sånn var det.

    Mer da.

    Jo, og jeg leika med en som het Hans Martin Fallan der, (fra Bergeråsen, bror til Karl i klassen min).

    Og jeg leika der med noen lange jernstenger, som faren min sa jeg skulle leike med.

    (De kan du leike med, sa han).

    Under strømledningene.

    Så det var kanskje noe mordforsøk mot meg?

    Men men.

    Mer da.

    Jo, så jeg har nok hevd på Jordet til Lersbryggen og.

    Men, der er det et lite problem.

    Og det er at Jensen Møbler har bygd på Jordet til Lersbryggen.

    (Etter at jeg har flytta til Oslo).

    Så da må de nesten betale noen form for kompansasjon, til Baroniet, tenkte jeg da.

    At de da nok må betale noen hundre tusen i kompansasjon, i året, til Baroniet.

    (Men så kan de kanskje bruke det i markedsføringa si da eventuelt.

    Og skryte av at de holder til i Baroniet Strømm kanskje).

    Så kan jeg kanskje starte som underleverendar, til Jensen, på verkstedet der.

    Vi får se.

    Eller kanskje det kan bli noe museum, eller garasje, eller noe sånt.

    (Der hvor Strømm Trevare var).

    Vi får se.

    Mvh.

    Erik Ribsskog

    PS 2.

    Jeg ser nå på Wikipedia, at Baroniet Rosendal, de har ‘Museet Baroniet Rosendal’.

    http://no.wikipedia.org/wiki/Baroniet_Rosendal

    PS 3.

    Så jeg kan jo da ha ‘Museet Baroniet Strømm’, tenkte jeg.

    (Sånn at jeg hermer litt etter Baroniet Rosendal, som jo har holdt på med det her, i en del år).

    Og i det museet, så kan jeg jo da ha testamentet til Bestemor Ingeborg f.eks.

    Hvor det står om at hu arva Holger (baron) Adeler osv., på begynnelsen av 80-tallet.

    Det blir nok bra.

    Og kanskje leserinnleggene hennes, fra Aftenposten, hvor hun skriver om da hun fikk arven fra baronen osv.

    Og eventuelle møbler og malerier, som jeg får i arv etter bestemor Ingeborg.

    Og det sølvkruset, fra 1700-tallet, som jeg fikk av bestemor Ingeborg, til bursdagen min, i 2004, osv.

    Sånne ting.

    Det hadde kanskje blitt artig.

    Vi får se om jeg klarer å tenke ut noe mer om dette.

    Vi får se.

  • Jeg tok opp det med Borgen og Christell og Annika, på Facebook-sida til Berger skole, likegodt. Det er vel der det hører mest hjemme kanskje

    borgen og christell og annika

    http://www.facebook.com/group.php?gid=2306015054&ref=ts#!/group.php?gid=2348696867&ref=ts

  • Nå reiste jeg meg opp, og tok en tur i tankeboksen her. Vaner er nok finner/samer/kortskaller, tipper jeg, og æser blir vel da langskaller/’ariere’

    Noe sånt. 

    Tenk på Vantaa, i Finland, hvor flyplassen ligger. 
    Tenk på at hu Grethe Ingebrigtsen, som var sammen med min onkel Martin, (etter Karen Fladeby), hun hadde vært gift med en finne. 
    Tenk på at Terje Dørumsgaard, bor i Telemark nå, og at hans slektning Turid Dørumsgaard Varsi, vel er i same-slekt.

    (Jeg mener at Varsi nok er et same-navn?). 

    Tenk på at hu finske Taru, med mørkt hår, lurte meg inn i et bofelleskap, i Walton, med litt rare folk i. 
    Tenk på at hu Anninna, fra Finland, med mørkt hår, ikke svarer meg på Facebook-meldinger, osv.
    Kanskje det er noe rart som foregår. 
    Vi får se. 
    Mvh. 
    Erik Ribsskog 
    PS. 
    Her kan man se, at Vantaa er vennskapsby, med Askim, hvor Grete Ingebrigtsen, og min onkel Martin Ribsskog, bodde, før de flyttet til Kvelde. 
    (Enda Askim er et veldig lite sted, og Vantaa vel er Finlands fjerde største by, stod det vel, på den Wikipedia-siden). 
    Grete Ingbrigtsen, flyttet for et par år siden, tilbake igjen til Askim, med ungene sine, Andrea, Isa og Risto, (som har finsk far). 
    Så det var vel kanskje litt skummelt. 
    Så sånn er det. 
    Her er mer om dette:
    vantaa tvillingby askim
    PS 2. 
    Og faren min, Arne Mogan Olsen, sa jo også, helt på begynnelsen av 80-tallet, var det vel, at farmora mi hadde slekt fra Finnskogen. 
    Så da er det vel derfor de begynte å tulle med meg antagelig. 
    Så sånn var nok det. 
    Så vi får se hva som skjer. 
    Vi får se.

  • Hvorfor jeg ikke hadde tysk og fransk, på skolen

    Det var fordi, at da jeg gikk på ungdomsskolen.

    Så ble jeg veldig mye mobba i klassen, og jeg bodde alene, i min fars leilighet, (han hadde fått seg ny familie), noe som tæret på meg, for jeg forstod ikke hvorfor jeg måtte bo alene.

    Så hver dag var som et helvete, stort sett, og hver dag var som en krig, stort sett.

    Så jeg hadde nok med å holde hodet over vannet, på skolen og ellers, ovenfor mobbere.

    Jeg hadde mye fravær, og da ville jeg bare sitte foran TV-en i en slags tilstand av, hva heter det.

    Jeg husker ikke hva det heter nå.

    Men jeg var sånn at jeg såvidt ikke klarte å røre meg da.

    Sånn nervøs/stiv, av denne stadige krigingen da, på skolen og i familien.

    Så jeg hadde ikke så mye overskudd, til å lære meg tysk.

    Det hørtes ut som et ork.

    Så da tok jeg heller noe jeg kunne fra før, dvs. bordtennis og sjakk.

    For tysk var jo valgfag, på ungdomsskolen, på 80-tallet.

    For jeg trengte det jeg hadde av overskudd, til den stadige krigingen, som var i klassen og i familien min da.

    Min far ville ca. hver kveld, eller annenhver kveld, plutselig dukke opp, etter jobben, og si noen ord.

    Og da måtte jeg være klar da, og vite hva jeg skulle si.

    For da måtte vi skrike, husker jeg.

    For sånn var det, i min fars nye familie, at der skreik man, man pratet ikke.

    Og sånn var det også hos mora mi, husker jeg.

    Ihvertfall til tider.

    Det var mye skriking, både der faren min bodde, og der mora mi bodde.

    Men veldig sjelden der hvor mine besteforeldre bodde.

    Selv om Ingeborg kanskje kunne prate veldig høyt, noen ganger, på en måte som kunne minne om skriking.

    Ja, det må man vel si.

    Min farfar Øivind, han skreik bare en gang, og det var da jeg leika, som barn, i huset til Ågot og Øivind, og løp rundt i gangene, og hoppa på de farga flisene, sånn som vi pleide å gjøre som barn.

    Det var liksom fliser, der man hadde lov å tråkke da.

    Jeg vet ikke om det var noe symbolsk?

    Men det var artig for unger, for da kunne vi hoppe bare på de flisene, som var farget, også var det ikke lov å gå utenfor de da liksom.

    Så da kunne vi leke i huset til min fars foreldre, at det ble en egen lek da liksom.

    Hvis vi kjedet oss, om vinteren eller om kvelden.

    Om sommeren så kunne vi jo spille f.eks. badminton eller fotball i hagen.

    Eller hvis det var på dagen, så fikk vi alltid noen småpenger, av bestemor Ågot, (eller jeg fikk jo alltid penger av faren min da), f.eks., så da kunne vi gå i butikken.

    Mens da jeg bodde hos mora mi, så fikk veldig sjelden penger til godteri.

    Og jeg var så glad i godteri.

    Mens hos faren min, så fikk jeg spise omtrent så mye godteri jeg ville.

    Selv om det ikke var lørdag.

    Så det roet meg nok kanskje litt ned, at jeg fikk så mye godteri og cola jeg ville, hos faren min.

    Og jeg fikk tegneserieblader, og alt mulig.

    Mens hos mora mi, så fikk jeg ting, kanskje til jul og bursdagen min.

    De hadde nok dårlig råd.

    Men mora mi og Arne Thormod, de røyka.

    Og da satt ofte jeg og Pia, i stua om kvelden, og så på TV, sammen med mora mi og Arne Thormod, og hele stua var full av røyk, så det noen ganger svei i øynene.

    Så sånn var det.

    Mens på Bergeråsen så satt jeg aleine og så på TV da.

    Og kunne legge meg når jeg ville.

    Og det var ikke noe røyk der, som svei i øynene.

    Faren min var motstander av røyk.

    Men han var alltid nede hos Haldis.

    Haldis røyka, (og da brukte hun noen kjempelange munnstykker, av en eller annen grunn), men slutta plutselig, midt på 80-tallet en gang vel.

    Så sånn var det.

    Bare noe jeg tenkte på.

    Mvh.

    Erik Ribsskog

  • Min grandtante Unse, er etter Lothringen. Et rike etter Karl den Stores etterkommere. Det stemmer med hvor vi dro på ferie, til Jugoslavia, i 1980

    gult lothringen

    PS.

    Faren min klagde på at det var så mange ‘feite tyskere’, i Istra, i Jugoslavia, sommeren 1980.

    Og det er antagelig pga. det her med Lothringen da.

    Så sånn er nok antagelig dette.

    Så vi får se hva som skjer.

    Vi får se.

    Mvh.

    Erik Ribsskog

    PS 2.

    Sånn som jeg husker det.

    Så prøvde familien min å drepe meg der.

    Ved at fetteren min Ove, skulle dytte meg ut, fra colosseumet i Pula, (en by vi dro på dagstur til, nederst på Istra-halvøya).

    Jeg merka at han gjorde seg klar til å snike seg inn bak meg, mens jeg liksom skulle være interessert i å kikke ned i et ganske stort hull i murverket da, hvorfra det vel var over hundre meter ned.

    Noe sånt.

    Så sånn var det.

    Bare noe jeg tenkte på.

    Så vi får se hva som skjer.

    Vi får se.

  • Jeg sendte en tekstmelding, til min mormor, Ingeborg Ribsskog, sin svigerinne, i Danmark, Unse Heegaard

    DSC01723

    DSC01724

    DSC01725

    DSC01726

    DSC01727

    DSC01728

    DSC01729

    DSC01730

    PS.

    Man kan se, at min grandonkel, (Erik) Anker Heegaard, (mener jeg han het), sin kone, Unse Heegaard, er snart 85 år gammel.

    Men hun hadde mobilsvar, hørte jeg.

    Så hun virka som hun var klar i toppen enda.

    Men jeg liker ikke å legge igjen meldinger på sånn telefonsvarer.

    Da er det bedre å sende SMS-melding, mener jeg da.

    Men men.

    Og min mormor Ingeborg, var jo, (ihverfall forholdsvis), klar i toppen, da hun var over 90 år.

    Sånn som jeg husker det.

    Så det burde vel gå greit, å sende SMS ihvertfall, skulle man tro.

    Selv om jeg ikke akkurat forventer å få noen SMS-melding tilbake.

    Da hadde jeg nok blitt ganske overraska, for å si det sånn.

    Men men.

    Bare noe jeg tenkte på.

    Mvh.

    Erik Ribsskog

    PS 2.

    Her er mer om dette:

    snart 85 år

  • En oppdatering fra Dagbladets kommentarsystem




    Se det , se det …her kommer det jo, spionering fra de ansattes side..og ikke minst den forferdelige slekta, de som alltid har villet deg det verste. For ikke å snakke om hva alle prater/pratet om i buskene 🙂



    0

    anbefalinger


    Erik Ribsskog sa, 9 minutter siden:


    RE: Hvis man ser det fra sjefens side.


    Ja,


    svaret mitt ble visst slettet, så jeg får svare igjen.


    Det var ansatte som eglet seg innpå meg, og ba meg med ut på byen osv., og med danskebåten, på fester, og på festivaler i Sverige osv.


    Som jeg egentlig ikke kjente fra før.


    Men som var veldig høflige og som det derfor var vanskelig å avvise, pga. at man kunne fryktet at det ville slått tilbake, negativt, med den personen på jobben.


    Vedkommende var en opprører-type, nesten, fra sin forrige jobb, husker jeg at jeg leste, og en 'people-person', som kunne ha gjort jobben min, (å lede et team fem unge damer hver kveld, som butikksjefen Kvehaugen hadde ansatt), til et levende helvete.


    Slekta:


    Faren min prata om, på begynnelsen av 80-tallet at jeg måtte flytte inn til Oslo, og studere, (på BI ville han da), og få meg en jobb med begynnerlønn, på 300.000, mens jeg og farfaren min satt der, i mine besteforeldres hjem, i pausene, på fabrikken til farfaren min, et snekkerverksted, Strømm Trevare.


    Og seinere oppdaget jeg at det også var forventingspress, fra min mors bror.


    Men det hadde min mors familie aldri sagt noe om til meg.


    Men da hørte jeg, (etter at jeg slutta i Rimi), av en onkel, at 'Erik var jo den som skulle få denne familien opp av grøfta', at min onkel sa det til sin datter, mens jeg jobba på gården hans, og de gikk bort mot der jeg var.


    Så de ville utnytte meg, virka det som for meg.


    Jeg skulle få Ribsskog-familien opp av grøfta.


    Og de skulle bare henge seg på.


    Jeg var som han som var et insekt, i Kafka sin 'metamorfosen'.


    For dette visste jeg ikke om engang, at jeg liksom var den, som skulle få Ribsskog-familien opp av grøfta.


    Jeg trodde jeg bare var meg selv jeg, moren min, i Ribsskog-familien, sendte meg jo til faren min, da jeg var ni år.


    Så at jeg også hadde et hemmelig forventingspress, som dette, fra en onkel jeg nesten aldri hadde møtt, for han var bare ti år eldre en meg, så han var sånn 'ungkar og spellemann', under oppveksten min, så vi hadde bare sporadisk kontakt.


    Det kom som en skikkelig overraskelse på meg.


    Og det var også inneforstått, at han hadde 'solgt meg til noen kriminelle', eller noe, siden jeg ikke hadde fått 'Ribsskog-familien opp av grøfta'.


    Noe sånt.


    (Dette ble sagt bak min rygg, på en gård i Kvelde, sommeren 2005).


    Pratet om i busker?


    Når man er butikksjef, så er det sånn, at de ansatte ikke tørr å være direkte, ovenfor deg.


    Sa min distriktsjef, Anne Katrine Skodvin.


    For du blir som en maktperson, ovenfor de.


    (Hvis de er to sammen, så tørr de å si hva de mener, sa en butikkleder-kollega en gang, som vi gikk ut i Elverum og tok en øl, den siste dagen i leieren, på en HV-øvelse, (noe som er litt vanlig, mente jeg å huske fra tidligere rep-øvelser, men denne gangen var vi bare to karer som gikk på byen, de andre var visst litt 'tamme/dølle'. Men men, oss butikkfolka er sosiale så, da var det ut på byen, og ta seg en øl, jeg var den eneste som hadde penger, for jeg hadde et kredittkort, som jeg kunne bruke, kontoene våre var tomme, for det var dagen før lønninga kom, eller noe. Men men, bare noe jeg tenkte på).


    Så om butikksjefen så blir det nok snakka like mye i krokene, (eller 'i buskene' som du sier), som direkte til personen, rundt om i butikkene, hvis jeg tolket Anne Katrine Skodvin riktig.


    Mvh.


    Baron Erik Ribsskog







    http://www.dagbladet.no/2010/06/30/kultur/facebook/personvern/data_og_teknologi/internett/12360946/?commentId=4821338#comment_4821338

  • Her er mer om Johanitterordenen, som jeg mistenker at min far Arne Mogan Olsen, sin stedatter, Christell Humblen, har noen form for tilknytning til

    JOHANNITERORDENEN

    MIDDELALDERENS JOHANNITERE I DANMARK

    Opdateret 15. maj 2008.

    Indholdsoversigt
    Kaldenavne
    Stiftelse
    Dragt
    Klostre
    Lære
    Ledelse
    Udbredelse
    Johanniterordenens historie
    Tempelherrerne

    Tyske ridderorden
    Yderligere hospitals- og ridderordener
    Frimurerbevægelsen
    Johanniternes Kaldenavne

    Hospitalsbrødrene af Den Hellige Johannes af Jerusalems Orden.
    Sankt Hans Brødre.
    Korsbrødre.
    Rhodesierriddere.
    Malteserriddere.
    Sankt Johannis baptistae ordensbrødre.

    Latinske navne:
    Cruciferi. Religio sacre domus hospitalis Sancti Johannis Hierosolimitani.

    Engelske navne:
    Knight Hospitaller Order of the Hospital of Saint John of Jerusalem
    Sovereign and Military Order of the Knights Hospitaller of Saint John of Jerusalem,
    Knights of Rhodes,
    Knights of Malta
    Hospitallers
    S. J. of J.

    Ordenens kvinder kaldes Johanniterinder.

    Johanniternes Stiftelse

    Ordenen opstod 10991) i Jerusalem i tilknytning til det hospital, der var et opholdssted for korsridderne og pilgrimmene i Jerusalem efter byens erobring under det første korstog.
    Hospitalet, der tidligere var viet til Sankt Johannes the Almoner lå ved kirken Sankta Maria Latina, der lå tæt ved Den Hellige Gravs Kirke. Stedet kendes fra før 1050. Efter ordenens grundlæggelse blev skytshelgenen udskiftet med Johannes Døberen, idet det nærliggende Benediktinerkloster, hvis kirke der nu blev brugt, var indviet til Johs. Døberen.

    Den stiftende leder, Gerard eller Gerhard, er nævnt i en pavelig bulle fra Paschal II i 1113, og først under Gerards efterfølger, Raymond fra Provence, c.1125-1157, bliver herberget til et virkeligt hospital, der kan tage sig af syge.
    Ridderordener har fyldigere oplysninger.

    Ordenen er en karitativ orden, hvis reglement ligner Augustinerordenens. Pave Pascal IIs godkendelse blev givet i 1113 på Malta, derefter igen i 1153 eller 1154 af Eugenius III. I året 1185 bekræfter pave Lucius III ordenens regler.
    1) [Crossley: 1092; Kovarich (Enc.Cat.) 1100]

    Johanniternes Dragt

    Ridderbrødrene bærer sort kappe med hvidt kors på venstre bryst. Korsets ender bøjes ud til otte spidser = de otte lyksaligheder. Korsets form kaldes også for malteserkorset. Spidserne udlægges som symboler for riddernes otte dyder: tålmodighed, retfærdighed, barmhjertighed, anger, godhed, sindsro, renfærdighed og standhaftighed.

    Riddernes kampuniform var en rød våbenkjortel med hvidt kors uden kløfter. Kjortelen blev båret uden på rustningen.
    På billeder bærer de en skyggeløs kalot af form som en pilleæske. I Jerusalem udendørs undertiden en hvid turban. Efter Ordenens ophold på Rhodos skiftes den røde kappe ud med en sort med hvidt kors.

    De oprindelige regler fra før, der var optaget en ridderklasse i ordenen, talte om en simpel og tarvelig dragt, fordi brødrene er de fattiges tjenere, og de fattige kommer nøgne til dem, og tjeneren skal ikke være prægtigere end herren.

    Johanitternes Klostre

    Hospitalerne i Danmark var hovedsageligt alderdomshjem og fattigherberger for lavadelen. En slags livrenteanstalter. Til en del af klostrene var der dog også knyttet rigtige hospitaler, især spedalskhedshospitaler.
    Der kendes ikke i Danmark nogen nonneorganisation, men der har formodentligt været kvindelige hjælpere til hospitalernes fødeafdelinger.

    Ordenen blev i Danmark grundlagt af Valdemar den Store og blev indviet til Treenigheden, Jomfru Maria og Johannes Døberen.
    Antvorskov
    Antvorskov Kloster, grundlagt 1164/1170, var dansk hovedkloster for det nordiske priorat, der af og til kaldes et bailliskap, baiulatus. Forstanderen kaldtes for klosterprior, mens den kirkelige leder kaldtes for kirkeprioren. Klosterprioren for Antvorskov Kloster rangerede så højt, at han sad i Rigsrådet og i senmiddelalderen en overgang, 1516 havde pavelig ret til at bære bispedragt.

    Klosteret havde særligt ry for sin spedalskhedspleje. Den først kendte klosterprior var Henrik af Hoenscheid, der var en af rigsrådene og stod kong Erik Klipping nær.

    Klosteret var et firfløjet anlæg med klosterkirken som den sydlige fløj. Det lå på toppen af den bakke, ved hvis fod ruinerne nu ses. Ruinerne er rester af en hospitalsfløj med toiletter og varmerum, der efter klostertiden blev smedje. Munkestenene, som anlægget er opført af, er blandt Danmarks ældste teglsten. Der er nu kun få ruinlevn tilbage. De kan ses fra motorvejen ved omkørslen omkring Slagelse, nord for vejen lige øst for frakørslen.

    Hans Tavsen var som ung klosterbror i Antvorskov, før han drog på studietur til Tyskland og blev reformeret. Om klosteret se P. H. Bernholm, Antvorskov, 1942.

    Klosteret blev efter reformationen først kronens ejendom, og kongen brugte bygningerne til ophold. Frederik II omdøber anlægget til Antvorskov Slot, og kongen dør her 4/4 1588. Fra Frederik IVs tid, 1717, bliver ejendommen ryttergods indtil 1774, hvor ryttergods-ordningen var nedlagt og slottet med tilliggende bortsælges ved auktion. Ejendommen blev til auktionen opdelt i syv parceller, og hovedparcellen med slottet blev købt af finansråd Koes, 1731-1804, der havde tjent sine penge ved lotterivirksomhed. Koes solgte slottet igen i 1794 til kammerherre M. von Dernath, der var gift med en datter af A. P. Bernstorff.

    Allerede 1799 solgtes slottet igen; denne gang til gehejmekonferensråd Constantin Brun, 1746-1836, gift med biskop Frederik Münters søster, forfatterinden Frederikke Münter. De beholdt kun ejendommen nogle få år, og slottet blev igen solgt i 1806, og familien Brun flyttede til København og ind i Moltkes Palæ i Bredgade med sommerbolig på Sophienholm ved Frederiksdal. Familien Brun har efterladt sig flere spor i København. Bl.a. kan deres gravskrifter ses ved Sankt Petrikirken, men hvad der fik større betydning er Constantin Bruns gave til byen efter englændernes bombardement. Han skænkede da i 1817 kirkeklokken fra Antvorskov Klosterkirke til Vor Frue Kirke under genopbygning, hvor den hænger endnu. Antvorskov Klosterkirke var allerede blevet nedrevet i 1774, men klokken må være blevet opbevaret på slottet, hvorfra Brun tog den med til København ved salget i 1806.

    Fra 1806 har slottet en række ejere: hofmarskal Hauch, slotsforvalter Voigt, generalkrigskommissær H. C. Astrup, hr. Salomonsen og major Jensen. Pietetsfølelse for de gamle bygninger var det småt med og omkring 1814-1816 nedrives hovedparten af bygningerne. Det skete alt sammen ved auktion og i småbidder, der så igen blev opdelt og auktioneret bort, så til sidst mursten, paneler, selv udtrukne søm blev solgt i småpartier. Man undså sig end ikke for at grave inde i fundamenterne og fremdrage kister, der blev slået ind, knoglerne smidt til side og kistebrædder med stof på splittet op og solgt som brædder. Den sidste beboelige del af slottet forsvandt inden 1840 efter en forvalter fra hovedparcellens avlsgård kort forinden var blevet viet i det sidst brugbare værelse.

    Under Antvorskov hørte klosteret Maschenholt på Rügen, der udviklede sig fra et commende til et kloster omkring 1453.

    Odense
    Grundlagt 1280, Domus hospitalis St. Johannis, under Erik Klipping. Oprindeligt var det kun et kommendatur, men senere blev det et kloster, Sankt Johannes Kloster, da brødrene får overdraget sognekirken på stedet omkring år 1300. Senere bliver kirken nedrevet og ombygget til den nuværende Sankt Hans Kirke. Kirken har tidligere også haft navnene Sankt Michaels Kirke og Sankt Johannes Kirke. Fra 1571 bliver det nu nedlagte kloster sammenlagt med stiftgodset og bygningerne bliver lensmandsbolig. Klosterkomplekset ombygges i 1575 under Frederik II til Odense Slot.

    Sankt Hans Kirke står – og benyttes – endnu; fra den oprindelige kirke menes døbefonten at stamme. Klosteret lå utraditionelt vest for kirketårnet med en overdækket passage fra kirketårn til midt for klosterets østfløj. Det oprindelige kloster var trefløjet uden en nordfløj. De tre fløje af Odense Slot er fra klosteret, og Sankt Hans Præstegårds underetage var klosterets sygehus, hvilket gør det til Danmarks eneste bevarede johanittersygehusbygning.

    I Odense trykkes Danmarks første bog, der handler om Johanniterridderne. Det var Guillelmi Caoursins Descriptio obsidionis urbis Rhodie per Johannem Snel in Ottonia impressa anno dñi 1482. [Bog nr. 1784/41].

    Nyborg
    Ejemdomsgrunden blev skænket ordenen i 1441. Kort efter blev der rejst en bygning. I dag kaldes bygningen for Korsbrødregården. Den var hovedbygning i et af commenderne under Antvorskov. Bygningen ligger lige ved siden af Vor Frue Kirke og er i dag kordegnekontor. Kun kælderen er middelalderlig. Den er hvælvet med fem søjler.

    Horsens
    Grundlagt omkring 1390 med navnet Præceptoria beatae Maria Virginis hospitalis St. Johannis Jerusalemitani. Grundlæggelsesdateringen hviler på skriftlige kilder, der omtaler en broder Berhard fra et kommendatur i Horsens. Klosteret lå øst for byen og uden for middelalderbyen, men efter 1480 fik klosteret lov til at flytte de kirkelige handlinger til Sankt Jakobs Kapel inden for byen, idet brødrene havde varetaget sognebørnenes kirkepleje. Efter reformationen overgik klostergodset i 1575 fra kronen til Holger Rosenkrantz fra Boller, og han omdannede klosteret til herregården Stjernholm. Horsens havde også spedalskhedshuse = Sankt Jørgenshus. Der er i dag ingen levn af klosterbygningerne, der lå, hvor nu Slotsgade, Havnealle og Stjernholmgade dækker grunden.

    Ribe
    Klosteret blev grundlagt på et ukendt tidspunkt før 1311, hvor det første gang omtales som Domus hospitalis St. Johannis Jerosolimitani. Kirken var indviet til Sankt Hans og i 1479 blev Sankt Clemens Kirke lagt ind under klosteret, der tæt før reformationen i 1523 også modtog spedalskhedsgården, Sankt Jørgensgården, i Ribe.

    Ved reformationen gav kronen det – under Frederik I – som len til Claus Sehested, og en nedrivning begyndte, men blev ikke gennemført, før hr. Sehested overtager det som ejendom fra kronen i 1547. Fra en gang i det 17. århundrede overgår ejerskabet til Hans Schack. Der er i dag intet tilbage af bygningerne. De lå, hvor nu bispegården ligger. Der er i denne gård en sidefløj opført af store munkesten, der muligvis stammer fra klosteret.

    Svenstrup ved Ringsted
    Svenstrup, kendt fra 1311 og nedlagt 1454, var et Commende, men aldrig et kloster. Der er ingen levn af bygninger.

    Nykøbing M
    Dueholm Kloster blev grundlagt ca. 1370 af biskop Svend Moltke i Børglum, der gav et landområde på halvøen Dueholm til ordenen. Det er også kendt under navnene Sankt Johannes Hus, Domus hospitalis ordinis St. Johannis Jerosolimitani. Klosteret lå ved Nykøbing M. og Sankt Clemenskirken, som ordenen samtidigt modtog, var indviet til Johannes Døberen og Maria Magdalena. Endvidere modtog de med gaven også Sankt Jørgenshuset for de spedalske og noget senere også byens Helligåndshospital.

    Efter reformationen og klosterets ophævelse blev det først i 1539 givet som len til Niels Lange fra herregården Kærgaard med forpligtelse til at tage sig af de resterende munke, der så sent som i 1558 var nogle tilbage af. Omkring 1600 forfaldt klosterbygningerne efterhånden og i løbet af 1600-tallet blev bygningskomplekset revet ned – på nær møllehuset, der benyttedes som herregårdsbolig til 1899, hvor gården udstykkes og avlsbygningerne nedrives. Det eksisterende hus har muligvis også på et tidspunkt været commendatorens, priorens, hus, men har siden 1909 været Morslands Museum.

    Viborg
    Længe før, der er vidnesbyrd om klosterets tilstedeværelse i byen, oplyser kilderne, at beboerne i sognet Sankt Ib gav deres kirke med dens præbender m.m. til Antvorskov Kloster. Det var i 1274 eller 1284. Det er først fra 1448, det kaldes for et kloster, Domus hospitalis St. Johannis Jerosolimitani. Årsagen er en stor gave, der skænkes til prior og brødre ved klostret.

    Klosterbygningerne lå ned mod Nørresø omkring Sankt Ibsgade. Det var et firefløjet anlæg med kirken som nordfløj. Efter reformationen blev der i 1578 givet kongelig ordre om kloster og kirkes nedrivning, og i dag er der ingen rester tilbage.

    Efter Hans Tausen fra Antvorskov var blevet sendt til Tyskland og kommet temmeligt reformeret hjem, så blev han forvist til Viborg, hvor han i stedet for at blive afrettet fik afsat sine reformtanker, først i Viborg, men senere også til kong Frederik I. I 1526 blev Hans Tausen udstødt af Johanitterordenen.

    Johanitternes Lære

    Ordenen anvender St. Augustins ordensregler, og der skal aflægges alle tre løfter om cølibat, fattigdom og lydighed.

    Johanitternes Ledelse

    Ordenen var oprindeligt opdelt i syv, ved ankomsten til Malta i ni og efter 1462 i otte nationer eller tunger / langue eller linquæ. De enkelte nationer var:
    Aragonien,
    Auvergne,
    Castillen,
    Portugal,
    England,
    Frankrig,
    Bayern,
    Provence og
    Italien.
    Efter den engelske reformation udgår den engelske langue.

    Danmark tilhører den tyske tunge. Hver nation er opdelt i priorater. Danmarks og Nordens priorat er beliggende i Antvorskov. Tungelederen kaldtes i Danmark for forstander, baillif eller konventualbailli.

    Ordenen ledes af ordensmesteren eller stormesteren, der også bærer titlen Kristi fattiges tjener og vogter af hospitalet i Jerusalem – eller – Jesu Christi fattiges tjener = The Grand Preceptor = Grand Commander of Jerusalem. Han er livstidsvalgt og støttes af et råd, generalkapitlet, som alle riddere oprindeligt var medlemmer af. Ordenens næstkommanderende kaldes for kansler. Både ordensmester og kansler er ansvarlige over for generalkapitlet, der senere blev begrænset til at bestå af visitatorerne og delegerede fra de enkelte nationer.

    En ejendom eller et kloster blev normalt ledet af en dertil udpeget ridder, der oprindeligt kaldtes en preceptor, men senere kaldtes en kommender, commender eller comthurier. Titlen afhang af husets størrelse. De sjælelige forhold blev på stedet ledet af en klosterforstander, der også kunne bære titlen kommendator, comendator eller comthur og i Danmark ofte bare prior eller baillier (baillif var ellers titlen på chefen for hver tunge).
    »Commento« er latin og betyder »jeg betror«. Der udsendes visitatorer.

    Ordenens medlemmer deles i fire klasser:
    Egentlige riddere = knights
    Sergenter = sergeants
    Præsteviede medlemmer = kapellaner = chaplains
    Tjenende brødre = serving brethern
    Donater er løsere tilknyttede medlemmer, confratres eller donati.
    Der fandtes også søstre og jordemødre tilknyttet hospitalerne.

    Malteserriddernes flag lignede til forveksling Dannebrog, men ikke helt, idet Maltaflaget har fire kvadratiske røde felter, hvor Dannebrog har kvadratiske inderfelter, men rektangulære yderfelter.

    Johanitternes Udbredelse

    Ordenen kom til Norden ved Valdemar den Stores hjælp i 1164. Der kom dog ingen riddere i Danmark, men klostrene var yndede af adelen, hvilket betød, at ordenen modtog store gaver og blev en rig orden. I Danmark arbejdede ordenen udelukkende med syge- og plejeopgaver, hvor især pleje af adelens medlemmer, som købte sig ind i ordenens pensionistboliger, var af stor betydning for økonomien.

    Ved middelalderens slutning anslås det, at der var 29 priorater og 656 kommender.

    Johanitterordenens historie

    Efterfølgende er en kort historie om ordenen. En mere fyldig findes i RIDDERORDENER.

    Første korstog begyndte i 1095, og Jerusalem blev erobret i 1099. I forbindelse med korstoget udstedte hospitalsforstander Gerhard = Gerardus en ny reformeret ordensregel, der i 1113 fik pavelig stadfæstelse under Paschalis II. Gerhard skiftede ordenens reglement ud, idet Benedikts regel erstattedes af Augustins regel. Samtidig skiftede man til an stærkere skytshelgen, idet John the Almoner blev erstattet af St John the Baptism.

    Gerhard efterfulgtes af Raimund af Puy – også kaldet Raymond af Provence – Han levede ca. 1118 til 1160. Han blev mester og gav ordenen en militarisk karakter med gejstlige riddere, der afgav munkeløfte samt løfte om kamp for troen, dvs. deltage i befrielsen af Det Hellige Land. Den første dokumentation om militær aktivitet er fra 1136. Disse reformer fik atter stadfæstelse i 1153 under pave Eugen III, mens en anden kilde siger 1154, og så må det være under Anastatius IV. Stadfæstelsen af nye vedtægter i 1181 eller 1182 efter revision af stormesteren Roger de Moulins støttede yderligere stormesteren Roger de Moulins.

    Under de usikre forhold i Palæstina oprettede ordenen rytterenheder, der kunne beskytte rejseruterne. Disse medlemmer kaldtes Johanniterridere eller De kæmpende Brødre. Disse medlemmer var den tredje gruppe i ordenen fra omkring 1200 ved siden af præsterne og lægbrødrene. Der var altså ingen korsriddere i ordenen, da Antvorskov blev grundlagt, og ridderne kom aldrig til Danmark.

    Krigstjenesten dokumenteredes første gang 1201-1204 under den portugisiske stormester Alfonso af Portugal. Hovedparten af ridderne kæmpede i Palæstina indtil 1187, hvor de muslimske landes styrker erobrede Jerusalem under Sultan Saladin, og hovedkvarteret flyttede til Ptolemais ved Akko / Acre på kysten nord for Israel. 1291 faldt de sidste kristne besiddelser i området, og ordenen flyttede til Limisso på Cypern = Limasol.

    I 1309 erobrede ordenen øen Rhodos og flyttede hovedkvarteret dertil. De blev nu kendt som Rhodiserriddere = Rhodosridderne. Deres arbejde havde nu skiftet karakter. Der var færre pilgrimme at forsvare og pleje, og en del af ordenens støtte – i form af ressourcer – var øremærket til forsvar af den kristne verden mod muslimerne. Ordenens tyngdepunktet blev da lagt på søkrigsførelse i Middelhavet for at stoppe den muslimske fremrykning mod vest. Samtidig blev stormesteren nu valgt blandt de »sekulære« riddere frem for fra klerkenes rækker.

    Ved Tempelherrernes nedlæggelse i 1312 får Johanitterne en del af midlerne fra den nedlagte orden. Nogle enkelte overlevende Tempelriddere blev også optaget. I 1487 bliver Johanitternes styrket ved fusion med Korherrerne af den Hellige Grav. De sidstnævnte korherrer var mere målrettet mod en sygeplejergerning end de krigeriske Johanitterbrødre.

    Da Rhodos i 1522 falder til tyrkerne under sultan Suleiman den Prægtige, må Johanitterne igen flytte eller flygte. De forlod Rhodos med 180 riddere og disses i alt 4.000 hjælpere og tog først til Kreta og derfra til Rom, men ingen var begejstrede for de arme riddere. De får da af den tysk-romerske kejser Karl V overladt øen Malta i 1530. Lejen for øen skulle være en eller to jagtfalke til kejseren om året, men samtidig skulle ordenen love at bekæmpe sørøvere og muslimer i Middelhavet.

    Her på Malta oprettede de deres egen stat og bekæmpede fra øen over store dele af Middelhavet de muslimske landes søfart og sørøveri. I 1565 forsøgte Suleiman at indtage øen, og dens fæstninger blev belejret. Fæstningen i Valetta, St. Elmo, faldt efter en måneds bombardement og kampe, og de overlevende riddere blev slået ihjel af tyrkerne. Efter endnu en god måneds tid var fortet i Birgu – på halvøen lige sydøst for Valetta – St. Angelo også ved at falde, men hjælp fra den sicilianske konge reddede dem i sidste øjeblik, og tyrkerne blev fordrevet.

    Efter godt et par hundrede år blev øen igen belejret og faldt i 1798 til Napoleons styrker.

    Ordenen bestod til Den franske Revolution, hvor den på Napoleons ordre i 1798 blev ophævet. Ordenen fortsatte som protestantisk orden i Brandenburg, og den katolske del blev også genoplivet i 1834 i Rom, og udpegning af stormester overgik til paven. Ordenen har dog kun fået begrænset betydning for hospitalsdrift og sygeplejeuddannelse, men i Tyskland kan man på ambulancer, redningsfartøjer og en del udannelsesinstitutioner inden for forsorg af forskellig art stadig se Malteserkorset. Malteserriddere bruges senere især om de katolske brødre, mens de senere opståede protestantiske brødre kaldes for Johannitere.

    Tempelherreordenen m.fl.

    Tempelherreordenen = The Knights Templar = The Military order of the Temple of Jerusalem, eksisterede sideløbende med Johanniterordenen fra 1118.

    Ordenen blev stiftet af Hugh de Payenes / Payens – fra Champagne – og Godfrey af Sanct-Omer fra Picardiet i 1117, men blev opløst af pave Clement V efter en arrangeret skandale i 1311. Da havde ordenen mistet en stor del af sine besiddelser ved Acres fald i 1291. Resterne blev optaget i Johanniterordenen. Ved ophævelsen fortsatte nogle enheder eller aflæggere som bl.a. Kristi Orden i Portugal og Montesaordenen i Spanien indtil det 14. århundrede. I det 12. århundrede grundlagdes i Portugal Avizordenen og i Castillen Calatravaordenen og i Leon Alcantraordenen.

    Lazarusordenen m.fl.
    Rene hospitalsordenen opstod også i fx St. Lazarusordenen i Jerusalem og Helligåndsordenen fra Montpellier samt Vor Frues Orden af Ranson = Mercedarianerne, der blev grundlagt i 1218 i Aragonien af St. Peter Nolasco. Også i Nordeuropa oprettedes ridder- og hospitalsordenen, således Schwertzbrüder-ordenen = Ensiferi = Swordbearer Order i Letland, grundlagt af biskop Albert i Riga i 1197; ordenen blev godkendt af pave Innocent III i 1202.

    Den Tyske Orden
    I 1198 blev endnu en ridderorden stiftet, nemlig Den Tyske Orden = The Teutonic Knights. Alle tre ordenen har samme skæbne med hensyn til flytning via Cypern, Rhodos til Malta. Når Tempelherrernes ejendom går til Johanniterne var det hovedsageligt for at disse kunne sørge for en slags pension til de tidligere Tempelherrer. Den tyske Ridderorden blev efter korstogstiden sat ind mod hedningerne i Østeuropa og fik deres hovedsæde på borgen Marienburg = polsk Malbrok ved Vistula, 50 km syd for Gdansk. En tilsvarende orden blev oprettet i Spanien og Portugal med navnet Santiagoordenen.

    Yderligere hospitals- og ridderordener
    De nævnte ordener er ikke de eneste hospitalsordener. Fra 1600-tallet og frem til midten af 1800-tallet var der mange ordener som Hospitalordenen af Loches i Frankrig, Hospitalsordenen af Sankt Thomas af Villanova fra 1660 m.fl. I Danmark har vi bl.a. Sankt Joseph-stiftelsen.

    I 1487 blev sygeplejeordenen »Korherrerne af den Hellige Grav« fra 1114 optaget i Johanitterordenen.

    Frimurerbevægelsen

    Frimureriet går tilbage til de middelalderlige gilder for især katedralbygmestrene, der ikke var bundet af byernes lavs-reglementer og derfor blev kaldt for frie murere. Ved slutningen af middelalderen blev der under den generelle nedgang i kirkebyggeriet åbnet for forskellige honorære medlemmer af frimurersammenslutningerne, og navnet fortsatte med at blive brugt af de selskaber, der i 1700-tallet blev dannet, og som i dag er fortsat i de nutidige frimurerselskaber.

    Selskaberne opererer ikke på samme måde i alle lande, og bevægelsen har været udsat for forskellige forbud fra både verdslig og kirkelig side fra dannelsen af det føsrste selskab – eller loge – som sammenslutningens afdeliger oftest kaldes. Tilslutningen til frimurerlogerne er særlig stor i England, USA og Nordvesteuropa. Katolske lande har oftere haft indvendinger over for logerne, og til tider har de været forbudt i disse lande.

    Frimurerbevægelsens første loge dannedes i London den 24/6 i 1717: Der er en del – til dels hemmeligholdte – ritualer knyttet til medlemmernes tjenesteudøvelse. En del af disse ritualer og skikke hidrører fra middelalderens ridderlighedsnormer og en del fra religiøse ordeners regler. Et af frimureriet krav til medlemmerne er troen på et højere væsen, en guddom i en eller anden form, der sammenholdt med den hemmeligholdte tjeneste ofte giver sig udslag i omtale af firmurernes tjeneste som okkult og mytisk. Sådanne fordomme har logerne forsøgt at nedtone ved i de seneste år til en vis grænse at forklare deres logeliv offentligt, men hverken ritualer eller deres interne liv er endnu åbenlys.

    Bevægelsen spredte sig fra England til Skotland, hvor et af bevægelsens politiske mål var at få de katolske Stuarter tilbage på tronen i England/Skotland, hvilket er bemærkelsesværdigt, nå den katolske kirkes modstand med frimureri erindres. I 1736 holdt en af de skotske leder, Michael Ramsay, en tale, hvori han postulerede, at frimurerne begyndte i Det Hellige Land under korstogene, hvilket gav dem rettighederne til benyttelse af og indsigt i de middelalderlige ritualer m.m.

    I 1750 reformerede en tysk adelsmand, Baron Karl von Hund, frimureriet efter devisen »tilbage til rødderne«, hvorved det okkulte, det mystiske og det magiske dengang fik en større indflydelse i logerne. Hvorvidt dette følelsesmæssige indhold stadig er fremherskende i frimureriet ligger uden for denne orientering at bedømme.

    I Danmark dannedes den første loge i 1743, og i 1855 reformeredes ritualerne efter et svenske system, som stadig følges. Der findes generelle oplysninger om frimureri i de fleste standardopslagsværker som Encyclopedia Britannica, Den Store Danske Encyklopædi samt Salmonsens Leksikon, hvor den fyldigste beskrivelse findes.

    Læs videre om ordenen i Vilhelm Lorenzen: De danske Johanniterklostres Bygningshistorie, 1927;
    J. Lindbæk og G. Stemann: De danske Helligaandsklostre, 1906.
    Om Antvorskov Kloster i P. H. Bernholm: Antvorskov, Schønberg, 1942.
    Se her om yderligere litteratur nævnt med kildenummer.

    http://www.jmarcussen.dk/historie/Religion/orden/johanitter.html